Som det er beskrevet under "Geologien i og omkring Kolding Å" er Kolding Å og Kolding Ådal skabt, under sidste istid for 12-15000 år siden, som en tunneldal under den voldsomme is som havde presset sig ind fra øst. Tunneldalen førte isens smeltevand, under isen, imod vest - ud til slettelandet hvor Kongeåen løber i dag. Da isen trak sig tilbage mod øst efterlod det sig et bakkelandskab hvor vandløbet som vi i dag kender som Kolding å snoede sig ud mod øst - til fjorden og Lillebælt.
Bakkelandskabet er, efter isens tilbagetrækning, blevet til urskov og sandsynligvis har de første bondesamfund, som kom sydfra til disse egne for 6000 år siden, slået sig ned tæt ved fjorden, bæltet og åen i bakkerne hvor jorden var frodig. Datidens bonde brændte pletter i urskoven og dyrkede kornsorter som byg og hvede - oldtidshveder, som vi i dag kender som spelt og ølandshvede. Udviklingen af landbruget op igennem århundrederne (se også "Dansk landbrug - fra naturbrug til kulturbrug") gik først langsomt og senere hurtig fra den første bølge af egentlig mekanisering af landbruget i sidste halvdel af 1800-tallet.
Kolding
Kolding opstår for små 1000 år siden, der hvor fjorden bliver til å og hvor rejsende som kom nord- eller sydfra kunne vade over 'den kolde' fjord. Navnet Kolding stammer fra Kaldyng som betyder 'den kolde' (nok 'fjord') og findes i ' Kong Valdemars Jordebog' fra 1231.